til, men tage Indkomsterne uden at have det ringeste med Embedet at gjøre, som maa forrettes af hvert Steds Vicepastor eller residerende Kapellan, hvilket, som synes at være en Levning af Pavedømmet og dets Prælaturer og Canonicater, eragtes at være ubilligt, idet at En skal tage Indkomsterne og en Anden gjøre alt Arbeide, at En skal gjøre Alt, hvad Pastor tilkommer, og maa dog ikke hedde Pastor, der foraarsager stedse Strid og Jalousi, foruden at Embedet maa gjøres med Suk, Menigheden fortryde paa, at give deres Rettighed til den, som de aldrig se, og se den Præst, som arbeider paa deres Sjæle, at lide Mangel«.
Som Følge af dette Kongebud forsvandt efterhaanden Præbendekaldene i Norge og omdannedes til «frie« Kald. Throndenæs var allerede blevet frigjort 1731; Frosten og Buksnæs bleve det 1740, Værdalen 1743, Herø 1747, Inderøen 1765, Stod 1771 o. s. v. Kun Strinden vedblev ligetil 1742, da Biskop P. O. Bugge tog Afsked, at være et geistligt Underbrug. Kun enkelte Gange havde efter Christian den Sjettes Tid undtagelsesvis et Par Sognekald paa gammeldags Vis været henlagte under Uvedkommende, saasom f. Ex. Enebak, der i Aarene 1806 indtil Biskop Bechs Død 1822, var underlagt Christiania Bispestol, og Tved, hvis faste Indtægter efter Lektoratets Ophævelse en Tid anvendtes som Lønsforbedring for Generalinspektionens Sekretær.
