Indsigelse. Ved Reskr. af 4de Juni 1663 befaledes Hammer adskilt fra Rektoratet, men blev senere atter forenet dermed indtil 1749, da det blev eget Kald, dog mod en fastsat Pengeafgift til Rektor.
I Christianssands (Stavangers) Stift var Øiestad Kald i endel Aar Præbendekald under Biskoppen Dr. Tausan, som i 1671 ved Christian den Femtes Kroning havde faaet Lov til at udbede sig en Naade og da bad om dette Embede mod at lade det bestyre ved en Vicepastor. Dette Forhold bortfaldt ved Tausans Død[1]. Ogsaa Strands Sognekald var en Tid, uvist hvorlænge, henlagt under Christianssands Biskop[2]. Tveds Kald var forenet med det theologiske Lektorat, dog saa, at Lektor her synes selv at have bestyret sit Præbendekald.
I Christian den Sjettes Tid bestemtes ved Reskr. af 1ste April 1740, at Præbendekald, eftersom de bleve ledige, skulde inddrages og herefter besættes med selvstændige Sognepræster, «da Kongen er kommen i Erfaring, at En og Anden af Geistligheden er beneficeret med Præstekald paa Landet, til hvilke de for veiens Længde aldrig kunne se eller komme
- ↑ A. Faye, Bidrag til Øiestads Præsters Historie. Arendal 1861. S. 24.
- ↑ Fayes Christianssands Stifts- og geistl. Hist. har herom ingen Oplysning, men i Biskop Kæmps Visitatsberetninger for 1738 omtaler denne Strand som «mit eget Kald», der betjentes af «min residerende Kapellan og hans personelle Kapellan« (Danske Geheimearchiv, Geh. Kirke-Inspektionens Papirer).
