6) Herø paa Søndmøre til samme Kirkes residerende
Kapellan.
7) Verdalen til Lector theologiae i Throndhjem.
Hertil kom:
8) Frosten til Throndhjems Hospitalspræst, som ikke var Kannik.
9) Strinden, som fra gammel Tid af var henlagt til Biskoppen og bestyredes af en personel Kapellan.
10) Lødingen (ɔ: Lødingen, Ofoten og Vaagen), som ogsaa var henlagt til Biskoppen[1].
Til disse Embeder vare Bispen og Kannikerne Sognepræster; de forrettende Sognepræster hedte «residerende Pastorer« eller Vicepastorer, og under dem igjen sorterede faste Kapellaner, der, som senere skal erfares, i Virkeligheden forrettede som Sognepræster til visse Sogne.
Indtil Souverainitetens Indførelse kaldte Beneficiarierne i Throndhjem selv Vicepastorer og Kapellaner til sine Præbendekald; senere forbeholdt dog Kongen sig at udnævne Vicepastorer.
Peder Dass skildrer i sin «Nordlands Trompet« Forholdet mellem de nominelle Sognepræster og de «residerende Pastorer» i Nordland i følgende Rim:
- ↑ Hermed var Sammenhængen denne: Biskop Mag. Isaak Grønbech havde i 1606 villet tage Afsked, hvorfor Lødingen for Livstid forundtes ham som Pension, men da han kom sig igjen og saaledes blev i Embedet, beholdt ikkedestomindre han og hans Eftermænd efter ham lige til 1731 dette Kald.
