de syv egentlige Kanniker i Throndhjem til disses Residentsers vedligeholdelse, bestaaende af 1 Mark dansk af hvert Spand Landskyld og en Tiendedel af Tienden.
Hermed var imidlertid ikke Spørgsmaalet om Kaldsretten til disse Sognekald afgjort. Hidtil havde Domcapitlet udøvet Patronatsret til dem, men efterhaanden begyndte Almuen ogsaa her at forlange den samme Ret til at vælge sine Præster, som andre Menigheder besade. I Veø forefaldt saaledes i 1609 en Valgstrid; Almuen kaarede en Hr. Zakarias Holk, men Capitlet vilde have en Anden for at kunne paalægge denne en yderligere Afgift. Kongen afgjorde Sagen til Almuens Fordel.
Endelig bleve omtrent 1620 Forholdene ordnede saaledes, at Capitlet frafaldt Patronatsret til de 17 Kald blandt de 24, dog saa, at Sognepræsterne i disse fremdeles skulde svare en (nedsat) Afgift. Derimod skulde følgende Kald være Præbendekald:
1) Throndenæs (14 Kirker og Kapeller med 9 Præster, henlagt til Decanus Capituli (ɔ: efter Reformationen Biskopen).
2) Vesteraalen (ɔ: Bø, Hadsel og Øksnæs, 10 Kirker) til Archidiaconus, hvis Præbende fra Christian den Fjerdes Tid gjerne var overdraget til Adelsmænd.
3) Tromsø (fra 1638 i dets Sted Stod) til Domkirkens Sognepræst.
4) Buksnæs til Domkirkens residerende Kapellan.
5) Inderøen til Sognepræsten for Frue Kirke.
