«Kannikegjeld«[1], som saaledes i Regelen bestyredes af Leiepræster eller Kapellaner, idet Kannikerne selv fordetmeste havde stadigt Ophold i Throndhjem, skjønt det vistnok ogsaa hændte, at de foretrak at bo paa Landet og da holdt sine Vikarier ved Capitlet.
Dette Forhold blev efter Reformationen for Throndhjems Stifts Vedkommende en Tid uforandret. I den anden lutherske Biskops, Mag. Hans Gaas’s, Tid kom vel en Del af Kaldene fra Capitlet, men ved et Kongebrev af 1578 bestemtes, at disse, eftersom de bleve ledige, atter skulde falde tilbage til dette. Store Misligheder gik imidlertid i Svang; de med Capitelsgjeld «forlenede« Geislige «tilbragte sin Tid i Ørkesløshed» i Throndhjem o. s. v. Det fastsattes da i 1601, at Indehaverne af saadanne Kald herefter som andre Sognepræster skulde «residere» hos Bønderne, men svare en aarlig Afgift til
- ↑ «Kannikegjeldene« i Throndhjems Stift vare: Throndenæs (Decanus capituli), Tromsø (Præpositus), Vesteraalen (Archiadaconus), Herø (paa Søndmøre, der først 1622 henlagdes til Bergens Stift), Lødingen, Rødøen, Brønøen, Salten, Alstadhoug, Nærøen, Overhalvden, Ørlandet, Hitteren, Aure, Kvernæs, Veø, Borgund (paa Søndmøre), Melhus, Verdalen, Størdalen, Skogn, Sveig i Herjedalen (Schøning, Throndhjems Domkirkes Beskrivelse. S. 232–33). Naar man betænker, at næsten alle disse Kald senere ere delte, enkelte som Throndenæs, Lødingen og Vesteraalen i mange, lige til syv særegne Kald, sees, hvor stor en Del af Stiftet paa denne Maade bestod af Præbendekald.
