naaede geistlig Stilling, have skjult sig meget velstuderede og hæderlige Candidater. Thi faste og holdbare Principer for Befordring have neppe nogensinde, ialfald ikke førend henimod Slutningen af Perioden, da Hensyn til Ancienniteten begyndte at blive gjældende som Hovednorm, været befulgte af Kancelliet. Ansættelse som personel Kapellan, hvilken beroede paa Slægtskabsforbindelser eller anden Konnexion med det ældre Præsteskab, maatte ansees for et Held, da derigjennem altid, omend sent, var en Befordring til Sognekald at haabe. En bekjendt Følge af Befordringsreglernes Usikkerhed og Ansøgernes Mængde var den Mislighed, at Ansøgere, navnlig personelle Kapellaner, ofte endog for længere Tid, ja for hele Aar forlode Hus og Hjem og med Kone og Børn droge til Kjøbenhavn for at „sollicitere«, det vil sige, overhænge Kancellipræsidenten, Ministrene og Kongehuset selv med Bønner og Suplikker om ledige Embeder[1].
- ↑ «Da de fleste Betjeninger ere for dem, der have Studeringer, saa lade og de fleste, som have mindst Evne, deres Børn holde dertil, hvilket saa meget lettere lader sig gjøre, som der er en Mængde Studerende, der lever i yderste Armod og er en Pest for dem selv og hele Landet, thi da de ikke kan faa deres Ophold af academiske Stipendiis, saa maa de tidt imod deres Villie begive sig bort fra Academiet og halvlærde begive sig ud for at lære Andre. Den Vei, som de ere komne i, gjør, at de paa sine Steder tjene ringere end for Gaardskarls Løn, hvorudover Enhver, der holder sig at være ophøiet over Bonde- og Haandværksstanden, ja endog Folk af disse Stænder selv, kan lade sine Børn uden
