Præsters Forflyttelse fra et Kald til et
andet, som i Menighedsvalgets Tidsrum kun undtagelsesvis
fandt Sted, blev efterhaanden hyppigere og
hyppigere, efterat Kongen havde forbeholdt sig selv
Kaldsretten. Undertiden indtraf, og det indtil Adskillelsen
fra Danmark, Exempler paa, at Sognepræster
enedes om at bytte Embeder, og at Tilladelse
dertil meddeltes[1]
Antallet af theologiske Candidater var i Almindelighed meget stort[2], og Universitetet var endnu
- ↑ «At Præster indbyrdes godvillig bytte Kald, er dem vel her i Kirkestaten ikke paa egen Haand tilladt, men dog heller ikke i Almindelighed forbudt, og naar man veed at anbringe sandsynlige Grunde for Ombyttet, bliver det just ikke, ikke engang ved de kongelige Kald, altid nægtet. Dog ere Exemplerne herpaa just ikke mange; kun paa Island gik det for en Tid saa hyppig og uordentlig til dermed, at der udkom en Forordning af 1722 derimod. Overalt behøves der nye Kaldsbreve og kongelige Tilladelser dertil« (H. Ussing, Kirkeforfatn. o. s. v. III, 1. S. 72–73).
- ↑ I Fr. Barfods «Danmarks Geistlighed« (2 Dele, Kbhvn. 1848–49. 4.) findes nogle Materialier, hvoraf man kan danne sig en Forestilling herom. Da der i
bemærker Ussing videre, «kaldes paa de Vilkaar, at han skal følge en endnu levende Mand i Embedet, heder han Successor; undertiden bliver han strax sat ind i Embedet og heder Adjunctus, men er da egentlig kun den ældre Præsts personelle Kapellan, saalænge denne lever; undertiden hænder det ogsaa, at Successor, indtil Dødsfald skeer, slet intet har med Embedet at gjøre og opholder sig andre Steder som Præst eller Student«.
