foreslaaede, noget kunstige System, og den hele Sag faldt saaledes bort[1].
I det Hele vedblev forøvrigt Fremgangsmaaden med Præstekalds Besættelse uforandret, om end enkelte Uregelmæssigheder af og til bleve rettede Saaledes kan særlig mærkes, at der gjentagne Gange udgik Forbud mod den ovenfor omtalte Uskik, at søge Expectance eller «Survivance« paa bestemte Kald, hvilket havde fundet Sted meget hyppigt og jævnlig med heldigt Udfald for Ansøgere med gode Patroner. Allerede ved Forordn. af 20de Februar 1717 var befalet, at Expectance for Eftertiden ikke maatte forundes Nogen, men at Enhver skulde bie’ indtil Kaldet maatte blive ledigt. Dette Forbud gik imidlertid i den Grad i Glemmebogen, at der senere endog i en kongelig Kabinetsordre af 4de December 1770 førtes Klager derover. Det blev ved denne Kabinetsordre indskjærpet, at naar saadanne Embeder, hvortil der var givet deslige kongelige Tilsagn, bleve ledige, skulde Vedkommende dog ikke kunne tiltræde dem uden speciel kongelig Resolution. «Siden den Tid har man kun meget sjelden mærket, at der er blevet givet Expectance paa kongelige Præstekald, oftest har det Høieste kun været et kongeligt Løfte enten i Almindelighed eller ved et vist bestemt Kald at komme i Betragtning, naar det findes ledigt»[2].
