veret Candidatus Theologiae blev befordret til et godt Kald, hvilket strax vilde være et Signal, som opvakte Attention«. Resultatet blev da ogsaa, at ingen særlig Forordning om denne Sag udkom[1].
Heller ikke kom et andet Reformforslag, der fremkom i den Tid, da Erik Pontoppidan var Prokantsler ved Universitetet, og som ogsaa egentlig var udgaaet fra ham, til at fremkalde noget Resultat. Det var et Forsøg paa at faa tillagt Charaktererne ved den theologiske Embedsexamen en større og bestemtere Indflydelse ved Besættelsen af Præstekaldene. Vel var der siden 1707 anordnet en saakaldet «Distinction» af Candidaterne, men uden at den i Virkeligheden havde noget at betyde. Nu derimod (1756) foresloges, at Præstekaldene ligefrem skulde deles i to Klasser efter Indtægterne, saaledes at Candidater med non contemn. alene maatte søge Embeder af laveste Klasse. Ligeledes fremsattes Forslag om, at den ene Halvpart af ethvert Aars Vakancer skulde forbeholdes Hørere ved de lærde Skoler, den anden Halvpart personelle Kapellaner, Skibspræster, Katecheter eller «meget gamle meriterede Candidater, som ikke have havt Leilighed til at tjene Publikum». Ogsaa disse Planer fremkaldte Nedsættelsen af en Kommission, bestaaende af omtrent de samme Medlemmer, som den forrige. Man kom dog ikke til Enighed om Enkelthederne i det
- ↑ R. Nyerup, Hist.-stat. Skildringer af Tilstanden i Danm. og Norge i ældre og nyere Tider. 3, 2. S. 315–323. Jfr. L. Helveg, Den danske Kirkes Hist. efter Ref. 2. S. 171–173.
