Denne siden er ikke korrekturlest
67
tente Dommere», medens derimod Stampe og Hielmstierne vare stemte for Projektet. Pontoppidan skulde nu som Prokantsler erklære sig, og hans votum blev overensstemmende med Harboes og Holms. Han fandt, «at om end den clausula: ceteris paribus stod hundrede Gange, vilde Balancen dog falde paa physicorum Side, hvilket unegtelig skulde drage farlige Følger efter sig for Kirken», og mente derhos, at Lærerne ved Latinskolerne[1], der gjentagne Gange havde faaet Tilsagn om Befordring, vilde forurettes. «Imidlertid«, fortsatte han, «var det godt, om uden saadan Deklaration undertiden en in physicis disting-
- ↑ Med gamle Skolemænds tidt mislige Vilkaar havde Pontoppidan en særegen Medlidenhed. Han interesserede sig engang ogsaa for at tilveiebringe en Art Klosterstiftelse for ældre Mænd af denne Stand og foreslog en saadan oprettet «for gamle udtjente Literater, især Rectoren. Han mente, «at da de saakaldte Pebersvende eller i enlig Stand henlevende gamle Ungkarle (over hvilke Lutherus efter sin Maade skriver: Sie sind faule Schelme und wollen kein Kreutz tragen) ofte efterlade anseelige Midler, skulde en Del deraf i Lighed med 6te og 10de Penge fradrages Udarvingernes Arvelod og samles til en Fond for saadanne gamle meriterede Mænd, som ere Publico til Byrde i deres Bestilling og selv ønske ved en taalelig Retraite at gjøre Plads for Andre, saa og maaske efterlade Verden noget Skriftligt. Membra burde være viri non immeriti, sed emeriti & prae aliis bene meriti, især gamle Rectorer og Hørere, som ei have Gave til Prædikestolen, Alderen 60 Aar. Den Ældste kunde som Decanus gives Jurisdiction in prima instantia, den Yngste være Økonom og Kasserer». Norske Saml. 8vo. 2, 480.
