at tillægge Candidaternes Dygtighed udenfor det theologiske Fag Betydning som Anbefaling til Præstekald. Studiet af Naturvidenskaberne begyndte nemlig i hine Dage for første Gang at blive Modestudium i Norden, en Bevægelse, der tildels udgik fra Sverige (Linnée), og som udøvede en ikke saa liden Indflydelse paa Norges Geistlighed[1].
Endog Erik Pontoppidan hendroges som Biskop i Bergen i den Grad af disse Studier, at han i Dedikationen til Grev J. L. Holstein af sin «Norges Naturlige Historie» (2 Dele. Kbhvn 1752–1754. 4) lod indflyde de Ord: „Sandelig, jeg ønskede med den fortræffelige Linnæo, at endog de af vore Studenter, som ikke just ville gjøre Profession af Lægekunsten eller noget deslige, men af Guds ords Randsagelse og Fremsættelse i et offentligt Lærerembede, anvendte endel af deres academiske Aar mere eller dog ligesaameget til physicam, som til metaphysicam og logicam at studere.» Grev Hol-
- ↑ Saaledes kan nævnes, at to af Landets lærdeste Geistlige, der forøvrigt begge vare udmærkede og nidkjære Præster, Dr. J . C. Spidberg († som Biskop i Christianssand 1762) og Dr. Hans Strøm paa Eger († 1797) vandt et anseet Navn som Naturforskere, og at J. E. Gunnerus i denne Retning opnaaede sin største Berømmelse. Den store Mængde Topographier over enkelte Præstegjeld eller Distrikter, der fremkom omtrent fra 1760 af, og hvoraf den største Del hidrører fra Præster, skylder ogsaa i Regelen mere Forfatternes naturvidenskabelige end deres historiske Interesse sin Tilblivelse.
