over Præsternes Ugudelighed, fordømte alle Folk, blamerede Bisperne og andre Geistlige, bragte ham Rapporter, sandt og Usandt fra alle Stifter i begge Rigerne[1], hvilke han igjen som Sandheder forebragte for Kongen«. «En stor Del af disse«, vedbliver Hersleb, «bleve befordrede til de bedste Præstekald, og derved Andre opmuntrede til at lære lige Kunst«.
Christian den Sjette var den sidste af de dansk-norske Konger, der ofrede de kirkelige Anliggender særegen Opmærksomhed, thi den Religiøsitet, som under ham havde gjort sig gjældende baade i høie og lave Kredse, blev ikke af lang Varighed. Den afløstes allerede hos den næste Slægt med paafaldende Hurtighed af Fornuftchristendommens Kulde, og i den derpaa følgende Menneskealder kom Rationalismen til Magten.
Ret mærkelige ere de Forhandlinger, hvorigjennem der allerede under Frederik den Femte blev gjort et Forsøg paa gjennem formelige Bestemmelser
- ↑ Et slaaende Bevis paa Bluhmes og hans Staldbrødres Kortsynethed er den Kjendsgjerning, at endog anonyme Klager af dem toges til Følge. Saaledes, da en Klage over Geistligheden i Norge i Almindelighed indsendtes til Kirkeinsp.-Koll. uden Forfatterens Underskrift, lod man denne Paskville omsende til alle Biskoppers Erklæring, indtil Biskop Hagerup i Throndhjem oplyste, at den var skreven af en Officer i Indherred, som vilde sin Uven, Sognepræst Parelius i Størdalen, tillivs. L. Daae, Thj. St. geistl. Hist. S. 162).
