Side:Ludvig Daae - Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen.djvu/67

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
63


Overhoved synes det at være fuldkommen klart, at Christian den 6tes oprigtige Stræben efter at skaffe Kirken nidkjære Tjenere ofte forfeilede sin Hensigt paa Grund af den overdrevne Indflydelse, som hans pietistiske omgivelser udøvede over ham. Bluhme og hans Venner indbildte sig, som deres Aandsbeslægtede til alle Tider gjøre, at kunne kjende og gjennemskue Enhver, medens de i Virkeligheden bleve et Rov for Hyklere og Lykkesøgere. Der opstod en hel Klasse af Folk, som, for at bruge Herslebs ord, under «Helligheds Skin klagede for Bluhme

    (G. havde før været Præst i Vaale i Christiania Stift, gik som Stiftsprovst i Kjøbenhavn over til Herrnhutismen og drog til Tydskland, tilbragte endelig sine sidste Aar i Norge.) «En Paludan blev Stiftsprovst i Christiania, en god ærlig Mand, men overmaade ulærd, paa det Sted, hvor for de mange Anabaptister, Separatister og Herrnhuter behøvedes en erfaren, klog og forsigtig Mand, hvilket jeg bevægeligen erindrede om. Strax efterat den kgl. ordre var udkommet om, at Studenter, som begaa Leiermaal, ikke lettelig skulde befordres, men de, som besvangre dem, de have under Information, aldrig skulde befores til geistligt Embede, vilde dog de tre vota med Gevalt have en personel Capellan, Ole Tidemand, som just havde begaaet det sidste crimen, til Stiftsprovst i Christiania, hvor hans Forargelse var bekjendt. Men da jeg forsikrede at ville forestille Hs. kgl. Maj., hvordan Kirkeinspektionen vilde, ligesom af dessein, overtræde kongelige Befalinger, lode de det falde, men Ole Tidemand blev dog forflyttet til Bergen». (T. blev senere Biskop, først i Bergen, senere i Christianssand).