Kapellaner, maatte erholde «naadigst Survivance» paa Kaldet eller, som det ogsaa kaldes, ansættes «cum spe successus». Saadanne Ansøgninger bleve ogsaa jevnlig opfyldte, naar de anbefaledes af Biskopen og andre Autoriteter. Saaledes vedbleve mange Præstekald at gaa i Arv omtrent som før og der bestode fremdeles Præstefamilier, hvis Sønner og Døtre fortrinsvis kunde gjøre sig Haab om at bebo Landets Præstegaarde.
Kun Griffenfeldt synes allerede i denne Enevældets ældste Tid at have gjort et Forsøg paa at erhverve et udstrakt selvstændigt Bekjendtskab til Landets unge Præsteemner og at have forsøgt paa at anbringe den enkelte Personlighed der, hvor den bedst maatte høre hjemme. Efter hans Fald fandt man blandt hans Papirer en stor Mængde Bemærkninger om de Studiosi, som han havde hørt prædike, korte og fyndige Domme over de unge Prædikanters Lærdom og Talegaver og om, hvor den enkelte passende kunde ansættes; af og til heder det ogsaa, at Vedkommende ikke maa befordres, førend de have gjort bedre Fremgang i sine Studeringer.[1]
- ↑ En Prøve paa denne Griffenfeldts Censur meddeles af Pontoppidan i Annales Eccl. Dan. IV . S. 584 fgg. Vi hidsætte nogle Exempler. «Den 27 Oct. predigte ein junger Mensch, Nahmens Peder Jespersen, hat gereist, that eine sehr gate und erbauliche Predigt, soll befordert sein». (Peder Jespersen var fra Helgeland i Norge og blev tilsidst kgl. Hofprædikant og Konfessionarius). – «19 Jan. 1673. Nils Pedersen, von meiner Schwester und Mag. Winstrup
