beder, der befandt sig i eller ved Kjøbenhavn og altsaa bedst kunde komme til Kundskab, om hvilke Kald der til enhver Tid vare ledige, fik en afgjort Fordel over de øvrige. Som Følge deraf bleve de bedre norske Præstekald muligvis nu en Tid hyppigere, end før, besatte med danske Mænd, Noget, som i Mangel af nøiagtige statistiske Oplysninger ikke ligefrem tør paastaaes. Derimod er det sikkert nok, at Hensynet til Enkernes Forsørgelse, ganske som i Menighedsvalgets Tid endnu en Tidlang spillede en fremtrædende Rolle. Vel gjorde man strax efter Enevældets Indførelse de første Skridt til gjennem Enkekasser at sikre Enkens Fremtid paa en værdigere Maade, men dette gik langsomt; først under Fredrik den Fjerde fik alle danske stifter og først endnu senere et Par norske sine Enkekasser. Og selv i Fundatsen for den ældste gejstlige Enkekasse i Rigerne, Sjælands (af 1662), heder det: «Dersom nogen Enke efter sin salig Husbonds dødelige Afgang for vigtige Aarsagers Skyld ikke skulde forblive i Kaldet», hvilke Udtryk tydelig nok vise, at man ansaa den hidtil sædvanlige Praxis som fuldkommen forsvarlig og naturlig[1] Ligesaa, ja maaske endnu mere almindeligt hændte det, at Sognepræsterne ansøgte om at deres Sønner eller Svigersønner, der tjente dem som
- ↑ L. Helveg, Den danske Kirkes Hist. efter Reform 2 Udg. 1, 453. I Forslaget af 1680 om Oprettelse af et «Seminarium» udtales det ogsaa at dettes Lemmer skulde være «uforlovede i Ægteskab».
