derom, men i alle de af disse, som nu kjendes, er Menighedsvalget opfattet fra en pudserlige og latterlig Side. Saaledes har Erik Pontoppidan meddelt et Sagn fra Skaanevik i Bergens Stift om tre Kandidater, der prækede paa Prøve: Bønderne syntes at de alle kunde være lige gode, men da de saa skulde til at synge og messe paa Prøve, sang vel de to første hver en Psalme saa nogenledes, men den sidste derimod den Kjempevise, som brugtes i Krohuset: «Svend Felding han sidder paa Helsingborg og roser sig af sin Færd». Strax fik denne Overvægten, og «hver Mund aabnede sig for at udnævne ham til Præst».[1]
Det varede en Tid, inden de nye Bestemmelser, om de end strax borttog nogle af de værste Misligheder, kom til at medføre saa store Forandringer, som man skulde tro. En vigtig Forandring har maaske været den, at de Candidater til Præsteem-
- ↑ E. Pontoppidan, Collegium pastorale. Kbh. 1757. S. 140. Flere Sagn af lignende Beskaffenhed læses i L. Daaes Norske Bygdesagn. 1 Saml. S. 48–49.
