Side:Ludvig Daae - Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen.djvu/54

50

Disse Forslag bleve imidlertid samtlige aldeles forkastede^[1], og Kongen vedblev selv at besætte alle de Sognekald, hvortil der ikke vare private Patroner, en Undtagelse der for Danmark var meget omfattende, men for Norge af underordnet Betydning. Ved Udgivelsen af Christian V. Lov 1687 blev den nye Tingenes Orden for bestandig fastsat. Bestemmelser, om Præsteembeders Besættelse læses i denne Lovs anden Bogs tredie Capitel. Den mærkeligste af de her forekommende, nu forældede Bestemmelser, er den, der befaler, at den Kaldede «skal i Provstens Nærværelse prædike for Menigheden, og hvis denne da har noget at sige paa hans Liv, Levnet eller Gaver, maa den med Supplikation eller Memorial paa behørige Steder med Provstens og superintendentens Paaskrift andrage og Bevislighed lade følge, og hvis befindes noget uskikkeligt hannem at være overbeviist, da bør han uden videre Proces ikke at nyde Kaldet, men en anden at kaldes». Denne Bestemmelse har imidlertid, saavidt vides, aldrig havt nogen praktisk Betydning.

Hos Almuen er Erindringen om Menighedernes gamle Valgret vistnok forlængst omtrent uddød. I forrige Aarhundrede levede endnu nogle Traditioner

1. Allerede Griffenfeldt havde været en afgjort Modstander af det omtalte Forslag om et Seminarium, og spydig bemærket, at Hofpræsten Hans Leth, hvem man ansaa som Fader til denne Tanke, selv nok helst vilde være Patriarch og raade for Udnævnelserne.