sees at være forfattet omtrent 1681, da dens Forfatter omtaler, at han for et Aar siden havde tiltraadt Embedet. Han begynder med den Bemærkning, at mange Forandringer i Ordinantsens niende Kapitel (om Kirkens Tjeneres Beskikkelse) maa foretages, «eftersom det nu en rum Tid alene har behaget Kgl. Majestæt selv at kalde og beskikke Sognepræster baade i Kjøbstæderne og paa Landet, og det nu ei længer staar til Borgermester og Raad eller Sognefolket selv at kalde sig Præster, men hvo der vil have et Præstekald, maa søge det hos Kgl. Maj. selv». Biskopen vil dog ansee det for det bedste, «at Menighedernes Kaldsret restitueres dem». Han begrunder imidlertid dette Forslag kun ved at anføre ydre Omstændigheder og ved Paaberaabelse af norske Localforholde. «Norge», siger han, «ligger saa langt afsides, og norske Studenter, som have reist hjem, maa idelig ned at søge til Kjøbenhavn, men naar de saa kommer ned, er Kaldet bortgivet til andre». Jersin fandt det derfor tjenligst at «Menighederne ligesom tilforn maatte høre nogle, som sig paa Kaldet angive, og med Provstens Raad maatte udvælge den, som synes dem tjenligst, og give ham Kald efter Ordinantsens Lydelse, og paa det Kgl. Maj. dog maa derudi have sin souveræne Høihed, at da den Person, som saaledes kaldet er, maa lade indlevere sit Kaldsbrev i det kgl. danske Cancelli og ved underdanigst Supplication begjære kgl. naadigst Confirmation.[1]
- ↑ Generalkirkeinspectionscollegiets Papirer (nu i Geh. Archivet).
