med Præstekald, helst udi Kaldsmændenes Udvælgelse at befatte.«
Men der blev ikke taget noget Hensyn til denne Geistlighedens Henvendelse hverken i dette Punkt eller i de øvrige, hvorom de havde gjort Kongen Forestillinger[1]. Det var den nye Regjerings fornemste Princip, at al Magtfylde skulde samles i Kongens Person, og at altsaa den selvstændige Myndighed, som hidtil havde været Kommuner eller enkelte høiere Embedsmænd overladt, herefter skulde overgaa til Regjeringen selv. Denne styrelsens centraliserende Stræben gik ogsaa udover Menighedens Kaldsret. I de første Aar udgaves vistnok ingen udtrykkelig Forordning om dens Ophævelse, men Indgreb deri gjennem Kongebreve og Expetance-Breve, lydende paa bestemt Embede, bleve stedse mere og mere hyppige. Stundom krydsede deslige kongelige Besættelser og Menighedsvalgene hinanden paa den Maade„ at den af sognemændene udvalgte Præst, endog efter at have tiltraadt Embedet, bagefter fik Befaling at opgive det til Fordel for en af Kongen udnævnt. Især traf det sig oftere, at Studenter, der havde udmærket sig under Kjøben-
- ↑ Da man endnu ikke havde nogen ret klar Forestilling om den nye Statsforfatnings Beskaffenhed og neppe tænkte sig, at denne skulde blive et fuldstændigt Enevælde, vovede det norske Præsteskab at drømme om Oprettelse af «collegia status, justitiae et consistorialia« her i Riget og ansøgte om, at nogle af deres Stand maatte faa Plads i disse Kollegier.
