at det var lidet naturligt, at selve Præsten skulde kaares af Almuen, men hans Medhjælpere af den høieste lokale øvrighed. Den Opfatning, der laa til Grund for Bestemmelsen om Menighedsvalget, var aabenbart ikke længere Styrelsens, ikke længere Tidens.
I Aaret 1660 fik Kongen Enevoldsmagten, og i det følgende Aar vare de fire norske Rigsstænder for sidste Gang samlede ved Hyldingen i Christiania. De forsamlede Geistlige indleverede et ret mærkeligt Bønskrift, hvori ogsaa Valgforholdene omtales[1]. Præsterne beklage sig over, at «nogle søge at forhverve Kgl. Majestæts Breve paa Præstekald», hvorved de fandt, «at kongelig Haand og Privilegier ilde misbrugtes», især rigtignok, fordi derved «mangen en ærlig, fattig Præsteenke med sine umyndige Børn uden billig Aarsag udstødes». De androge derfor om, at der med Valgene stedse maatte forholdes strengt efter Lovgivningen, og især om, at Lehnsmænd og Fogder maatte forbydes, „dennem noget
- ↑ Trykt i L. Daaes Thj. St. geistl. Hist. S. 222 fgg. Andragendet udgik dog kun fra det menige Præsteskab, thi Biskopperne protesterede mod at undertegne det.
hold» (Paus, l. c. 680 fgg.). Denne meget indholdsrige Forordning var vistnok fremkaldt af den levende kirkelige Interesse som just var gjenvakt ved Christian IV’s Deltagelse i Trediveaarskrigen og de Farer, hvormed den indtil da seirrige Keiser truede hele den protestantiske Verden.
