sidesatte, forbleve i Theorien uantastede og gjentoges i 1607 i noget forandret Form i den norske Ordinants. Hvad Præstevalget angaar, da var det ogsaa i 1621 endog i meget bestemte Udtryk blevet forbudt saavel Lehnsmænd og Fogder som Superintendenter og Provster at gjøre Indgreb i Almuens frie Udøvelse af Valgretten[1], et Forbud, der dog, som vi have seet, ikke hindrede, at Bønderne fremdeles mangengang maatte finde sig i Pression fra de nævnte Embedsmænds Side.
Det er dog vistnok mere end rimeligt, at som den kirkelige Lovgivning fra først af skulde været grundlagt under en af de senere Regjeringer, vilde Menighedsvalget neppe i denne have fundet nogen Plads. Dette bliver ikke alene sandsynligt af den Grund, at Kongerne, som omtalt, oftere meddelte enkelte Personer Breve, lydende paa Befordring til geistligt Embede, enten i Almindelighed eller med Nævnelse af et bestemt Kald, i begge Tilfælde med den Tilføielse, «dog at Alt tilgaar efter Ordinansen», hvad i sidste Fald ikke havde meget at betyde. Men det maa ogsaa erindres, at da Christian den Fjerde i 1629 indførte den endnu bestaaende Medhjælper-Institution, lagdes Valget af Medhjælperne i Lehnsmandens Hænder dog med Forslagsret for Præst og Biskop[2]. Enhver vil vistnok indrømme,
