Forsøger man at samle de Oplysninger i det
Enkelte, som her ere meddelte, til et Totalbillede,
vil dette ikke give nogen tiltrækkende Fremstilling
af Tilstandene under Menighedsvalget. Dette har
paa en Maade bidraget til at knytte Menighed
og Præster nær sammen, og saadant er i og for
sig smukt og ønskeligt, men vel at mærke, ikke
naar det skal kjøbes paa Bekostning af det geistlige
Embedes værdighed og Selvstændighed og nødvendigvis
maa virke til at nedsætte Jevnmaalet af
Præsteskabets Dannelse. Vor Geistlighed talte i
den heromhandlede Periode unegtelig flere velstuderede
og hæderlige Medlemmer, men større har utvivlsomt
deres Antal været, hos hvem man har havt at
klage over ringe Kundskaber, Sløvhed og Raahed[1],
skjønt det selvfølgelig villig skal indrømmes at disse
sørgelige Kjendsgjerninger ikke hidrørte fra Menighedernes
Kaldsret alene, men havde sin Rod ogsaa
i andre Tidsomstændigheder.
De norske Menigheder havde faaet Valgretten uden at have begjæret den og kun som en Følge af,
- ↑ Kulturhistoriske Bidrag i denne Retning findes omspredte paa forskjellige Steder af Literaturen. Hjortheys Beskrivelse over Gudbrandsdalen, D. 2 (Kbhvn. 1786) og Wiels over Ringerike og Hallingdal (Top. Journal H. 30–32) ere rige paa Tidsbilleder af denne Art. Domkapitelsbøgerne, Biskop Glostrups Visitatsbog og andre utrykte Aktstykker ville dog blive Hovedkilderne til en fyldigere Skildring.
udtrykkelige Betingelse, at han skulde forpligte sig til at ægte Formandens Enke.
