ikke svenske Studiosi. Bestemmelsen blev imidlertid forstaaet saa strengt, at man ikke engang tillod indfødte Jemter at faa Kald her. En jemtelandsk Præstesøn takker derfor i et Brev til Kongens Kantsler i Danmark denne mange Gange, fordi Kantsleren havde hjulpet ham til at blive Kapellan hos sin Fader. Sagen var den, at Jemtelands Kleresi ved mange Leiligheder havde vist svenske Sympathier, og at man af den Grund ansaa det nødvendigt i denne Provins, der indtog en Stilling mellem Norge og Sverige, omtrent som senere Slesvig mellem Danmark og Tydskland, at sikre sig for paakommende Krigs Skyld.[1] Senere, da man af og til i selve det egentlige Throndhjems Stift nødtes til, i Mangel af andre Candidater, at antage Svensker som Præster, paasaaes det dog med Strenghed, at ingen saadan Ansættelse skede i Jemteland[2].
Af Christian den Fjerde fik Throndhjems Domkapitel i 1640 Ret til at deltage med Borgermestere og Raad i Valget af Sognepræsterne og de med Sognepræster i det Væsentlige ligestillede Capellaner til Domkirken og Frue Kirke[3].
- ↑ L. Daae, Thjems geistl. Hist. S. 47. 68 fgg.
- ↑ H. F. Rørdam, Anders Arrebos Levnet og Skrifter. 1, 98 fgg.
- ↑ Forf. har i sin Thjems St. geistl. Hist. S, 220–222 meddelt udførlige Efterretninger om Fremgangsmaaden ved en Del Valg til de throndhjemske Præsteembeder. Ved et af disse (1657) hændte det, at en af Electorerne, der var fraværende, indsendte en Stemmeseddel, hvorved han gav en af Ansøgerne sin Stemme paa den
