lemkomst blev dog denne Petitions Indlevering afværget.
Datiden kjendte ikke Aviser og lignende Midler til hurtigt at gjøre en Sag bekjendt i vide Kredse, ja der manglede indtil Frederik III’s Tid endog et Postvæsen. Selvfølgelig beroede det da paa Tilfældet, til hvis Kundskab det skulde komme, at et Præstekald var ledigt, og Candidaterne og andre i Valgets Udfald interesserede Personer benyttede sig netop af Leiligheden til at faa sine Ønsker frem ved at drive paa Sagens Afgjørelse saa tidlig, at endnu ikke Ledigheden kunde være almindelig bekjendt og have lokket fjernereboende Ansøgere til. I Regelen var Ansøgernes Tal meget lidet, og ofte har det hændt, at der kun var en eneste saadan. De høieste Antal vi kjende, ere tre eller fire (i Throndhjem) og en eneste Gang syv (paa Thoten[1]).
Særegne Forhold fandt Sted ved Besættelsen af Sognekaldene i Jemteland, hvilken Provins var bleven christnet og senere reformeret oprindelig fra Sverige af og først efter Freden i Stettin (1570) ogsaa i geistlig Henseende var kommet under Norge. Almuen synes imidlertid i Begyndelsen paa flere Maader at have overtraadt Ordinantsens Valgregler og at have «kaldet dem, som sig først haver foregivet». Et Reskript af 1585 fastsatte derfor, at til Præster i Jemteland skulde alene vælges «Kongens egne indfødte Underdaner», det vil sige, fremfor alt
- ↑ Worms Lærde Mænd I, 58.
