Side:Ludvig Daae - Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen.djvu/41

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
37

Embede. Man maa ikke mere give Bønderne en Tønde Øl tilbedste, smigre dem, spise og drikke sig en Rus med dem eller love dem et Stykke Ager og Eng (af Præstegaarden) for at blive kaldet».[1] Der haves ogsaa Exempel paa, at Bønderne søgte at bringe sin Præst i ulovligt Afhængighedsforhold ved skriftlig at forbeholde sig Ret til, naar det maatte behage dem, selv at afsætte den Præst, de havde kaldet.[2] At Misligheder af lignende Art, som de her antydede, have fundet Sted ogsaa i Norge, vilde allerede paa Forhaand kunde sluttes, og godtgjøres dertil af Kildernes Vidnesbyrd. Saaledes berettes det f. Ex. at have været Tilfældet i Øvre Thelemarken, hvor Bønderne «saasnart de kaldede en ny Præst, udvalgte ham paa Condition at afstaa noget i sine Indtægter», hvilket da bagefter forvoldte Processer mellem Præst og Almue.[3] Dette er et Træk, som meget længe efter den Tid, der her omhandles, har gjentaget sig. Endnu i 1826, da Sognepræsten til Hegebostad i Listers Provsti, Dürborg, efter en Retssag, der i Forargelighed søger sin Lige, var bleven afsat, sattes en Supplik igang mellem Almuen om at faa ham gjenindsat i Embedet, fordi han imidlertid havde lovet Eftergivelse af adskillige præstelige Rettigheder, om han atter maatte komme i Besiddelse af dette, men ved forstandigere Mænds Mel-

  1. E. Pontoppidan, Ann. Eccl. Dan. III, 411–410.
  2. Ny Kirkehistoriske Saml. V, 435.
  3. H. J. Wille, Beskrivelse over Sillejords Præstegjeld, Kbhvn. 1786, S. 282