Stadfæstelse[1]. Allerede 1585, altsaa endnu ikke 50 Aar efter Reformationens Indførelse, var det samme ogsaa i Norge blevet saa almindeligt, at den ovenfor nævnte Biskop i Oslo, Mag. Jens Nilssön: henstillede til Kongen, om ikke Kaldene burde staa ledige det hele Naadsensaar igjennem, for at «den fattige Efterleverske kunde blive saaledes forsørget med Giftermaal, at hun kunde blive der fremdeles»,[2]) med andre Ord, for at Enken kunde samle sig Friere og vælge blandt dem. Den samme Biskop raadførte sig ogsaa herom med sin Collega, Biskoppen i Sjælland Poul Madsen, der gav et i det hele bifaldende Svar[3]. Denne Enkens store Rolle ved Besættelsen af Præstekald fremtraadte imidlertid ikke alene der, hvor Menighedsvalg fandt Sted, men ogsaa ved danske Patronatsvalg og da vistnok stundom paa en ligefrem forargelig og gudsbespottelig Maade, hvorved der dog her ikke skal dvæles, da dette Uvæsen ikke vides at have berørt Norge[4]. Man finder lignende Forholde i
- ↑ Fr. v. Raumer: Briefe aus Paris I, 72. (Engelstoft i Theol. Tidsskr. V. 189.) Kirkeh. Saml. 1 R. 1, 282.
- ↑ Doc. i Geh. Arch. (Skab 17, Pakke 8.)
- ↑ Si viduax est juvencula aut filia forte nubilis honestae famae, credo pium esse & Deo gratum officium, si hujusmodi cura habeatur port mortem pastoris, ita tamen ut etiam ecclesiae, cujus potior habenda est ratio, utili & commodo ministro prospiciatur. Interim cavendum, ne eo res deveniat, ut parochiae videantur hereditariae. Nyeste Saml. af det kgl norske Videnskabs Selskabs Skrifter I. Kbhvn. 1798 S. 68.
- ↑ Engelstoft i Theol. Tidsskr. VI (1842) S. 136.
