og af andre anseet for at være hendes gode Ret, saa at ved Præstevalget en ugift Mand, som var villig til at ægte hende, derved fik en uhyre Overlegenhed over en gift eller overhoved over den, der ikke kunde eller vilde føre hende til Alteret. Bønderne nærede nemlig hyppig Medlidenhed med den fattige Enke, og Øvrigheden, den geistlige og verdslige, antog sig ligeledes ofte hendes Sag.
Som Følge heraf blev Præstens tvungne Ægteskab med Formandens Enke en saare almindelig Sag. Det hændte, at en Kone havde været gift med tre Præster i samme Kald[1], ja man kjender Exempel paa, at hun har været gift med fire[2].
I Danmark var dette Forhold saa almindeligt, at en Fremmed, der besøgte Landet 1627, udtaler sig i sin Reiseskildring paa følgende Maade: «Dør en Landsbypræst, ægter hans Enke en anden Præst, som dog ikke tør tiltræde sit Embede uden kongelig
- ↑ F. Ex. i Bynæsset, (Erlandsen, Throndhjems Stifts Geistlighed, S. 96), i Vefsen, (Erlandsen, Tromsø Stifts Geistl S. 71) og i Holt, (Faye, Bidrag til Holts Præsters Historie, S. 16).
- ↑ «Madame Maren, som var vant til at gifte sig med alle Sælløs Præster og nu havde bragt sin fjerde Mand, Hr. Nils Bugge, til Jorden, tog ikke i Betænkning at byde den femte, nemlig Hr. Peter Harboe, som blev Præst der 1668, sin Haand. Men denne Mand, som vel har tænkt, om ikke sagt: vestigia terrent, fandt ingen Behag i at entrere, hvorfor den ærekrænkede Matrone skadefro brændte alle Kaldets Documenter op». Budstikken VI (1825) S. 576.
