Side:Ludvig Daae - Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen.djvu/36

32

En endnu større Rolle end Præstesønnerne spillede imidlertid Præsteenkerne. I disses Interesse var der ved Reformationens Indførelse strax truffet en Foranstaltning, der endnu i de fleste Kald staar ved Magt, nemlig det saakaldte Naadensaar eller «Muldaaret« som man undertiden i den ældste Tid finder det benævnt. Allerede i den katholske Tid pleiede ofte Sognepræsters og Kannikers Død Kaldets Indtægter i det første Aar at afholdes og tillægge Bispestolen, dog saa at navnlig i det 14de Aarhundrede Paverne undertiden forbeholdt sig selv denne Indtægt (annatæ). Ved Christian III.s danske Ordinants tillagdes nu Enken Halvdelen af de visse Indtægter og Deel i Præstegaardsavlen i det første Aar, men i Norge blev rimeligvis allerede fra først af Aarets hele Indtægt tillagte hende mod Forpligtelse til at lade Embedets Forretning besørge ved en Kapellan eller af Eftermanden mod billig Godtgjørelse, thi saaledes bestemmes det i den norske Ordinants af 1607, hvilken sandsynligvis i dette Punkt intet nyt har indført. Om nogen anden Forsørgelse for Enken end denne midlertidige var der neppe Tale førend i det syttende Aarhundrede.^[1] Men en overmaade bekvem Udvei til at hjelpe en ved et ulykkeligt Dødsfald formet Præstefamilie kunde aabnes, ifald Enken kunde blive gift med sin Mands Efterfølger. Dette var da i Regelen ikke alene hendes Haab, men det blev endog snart baade af hende selv

1. See dog for Danmarks Vedkommende Engelstoft i Theol. Tidsskrift V. (1841), S. 185 fgg.