Intet har imidlertid udøvet saa hyppigt og saa
afgjørende indvirket paa Prestevalget som Familieforhold.
At Almuen af sig selv ofte har havt større
Lyst til at faa sin afdøde Præsts Søn til Sjelesørger,
end en fremmed Person, er allerede i sig selv
rimeligt, men Præsterne søgte selv som oftest at
sikre Sønnen eller en anden Nærpaarørende Successionen
ved Underhandlinger og Contracter med Menigheden.
Dette blev tidlig saa almindeligt, at den
norske Ordinants af 1607 fik en egen Bestemmelse
derimod: «Præster, som holde Børn i Skole,« heder
det her, «maa ikke indgaa med Menigheden, at deres
unge Sønner bekomme Tilsagn om Kaldet at beholde,
endog man aldrig kan vide, hvad der af dem
vorde vil. Udi saa Maade blive Præsterne til Falsknere
for Gud og øvrigheden og til Hyklere for deres
Sognemænd, det hellige Ministerium vanbruges
og bliver til Arvegods, og Sønnerne blive lade og
forsømmelige, derfor ville Vi saadanne Bænke- og
Arvekald aldeles have afskaffede.« Men der er intet
Spor til, at dette Lovbud fremkaldte nogen virkelig
Forandring i Tilstanden.
Gotzow vare forøvrigt Personer ikke uden biographisk Mærkelighed. Om den første har nærværende Forfatter meddelt Oplysninger i Norske Bygdesagn I, 25–26 Den anden synes at have været usædvanlig velstuderet Mand og har efterladt sig en stor Samling i Kvart af smukke; latinske, ja endog græske Breve og Poesier, der i Manuskript bevares paa vort Universitets bibliothek. Sammenlign L. Daaes Norske Bygdesagn II, S. 115.
