Provsten, som imidlertid allerede var reist, blev atter budsendt for at deltage i Valghandling med syv opnævnte Valgmænd. Han kom midt under Hr. Hans Jørgensens Gudstjeneste. Efterat denne var endt, begjærede Provsten, at de syv Mænd vilde sammentræde med ham til Raadslagning, men ikke før var dette skeet, førend Almuen trængte ind paa dem med saadanne Voldsomheder, at der ingen Ro blev til Forhandling, ja en Adelsmand, Jørgen Harbau, overfaldt endog Provsten med vrede Ord og forlangte, at Hr. Hans strax skulde vælges. Provsten klagede da, som billigt var’ over Indgreb i sit Embede og foreslog, at Valget skulde henstaa, indtil Bispen, som ventedes til Visitats, var ankommen; selv begav han sig over paa den anden Side af Undalselven. Men Almuen forlangte Valget strax fremmet og sendte Valgmændene over Elven til Provsten. Der blev da den førstnævnte Ansøger, Hr. Laurits, kaldet til Sognepræst, men Hr. Hans’s Tilhængere hindrede nu Thingskriveren (Sorenskriveren) i at udstede Kaldsbrev for Hr. Laurits, hvorpaa Provsten selv lod hans Kaldsbrev udfærdige og forseglede det med 4 Valgmænd; de 3 vilde først ikke underskrive, fordi det ei blev Thingskriveren, der udfærdigede Brevet, men bekvemmede sig dog tilsidst dertil, idet en af dem erklærede, «at han ikke havde turdet forsegle, fordi Junkeren (Adelsmanden), Fogden og Sorenskriveren havde hannem det forbudt undet Ærens Fortabelse«. Hr. Laurits var saaledes valgt, men den kongelige Lehnsmand over Agdesiden, Christopher Gjøe, en meget myndig Herre, fandt alligevel
