Side:Ludvig Daae - Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen.djvu/30

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
26


Men endnu større Betydning maa tillægges, hvad Mag. Jens bemærker om, at Kongen undertiden meddelte enkelte Personer skriftlige Tilsagn om Præstekald. Saadanne Kongebreve forekomme nemlig ofte. De lød vistnok i Regelen ikke paa noget bestemt Kald og der tilføiedes gjerne ogsaa udtrykkelig et Paabud om, «at Alt skulde gaa efter Ordinantsen«. I Formen vare de derfor kun Anbefalingsbreve, men det siger sig selv, at Lehnsmænd og Biskopper altid interesserede sig for dem, der medbragte Anbefaling fra Kongen selv, og derfor tidt stræbte endog mod Almuens Villie at faa saadanne Ansøgere ansatte.

Et Par authentiske Vidnesbyrd om Valgstridigheder ville vise hvorledes stundom Udenforstaaende blandede sig i Valget, eller øvrigheden afgjorde Sagen ved et Magtsprog.

I 1616 fandt en Valgstrid Sted i Strand i Stavanger Stift. To Ansøgere meldte sig. Den ene var en dansk Mand, Hr. Nils Olssøn Meelfar (Midelfart), der tidligere havde været Præst paa Bornholm, men paa Grund af Omstændighederne havde opgivet sin Stilling der og med Anbefalingsbrev fra Lehnsmanden paa Hammershus (dateret 1609) begivet sig til Norge for at søge sin Lykke. I 1611 var han ogsaa bleven Kapellan i Stavanger, hvorfra den geistlige og verdslige Øvrighed gjerne ønskede ham forfremmet til et sognekald paa Landet. Han meldte sig nu 1616 til Strand, men ved Siden af ham tillige Menighedens egen hidtilværende Kapellan, Nordmanden Hr. Thord Thordssøn. Den sidste