ser for at ombytte et Sognekald med et andet. Mag. Jens Nilssøn havde ogsaa nogle Aar tilforn udtalt sig herimod, idet denne Sag hørte til de Punkter, hvorom han brevvexlede med sin Kollega, Biskoppen i Sjæland, der indtog en Art Primas-Stilling i Kirken. Han spørger denne, «om det er tilbørligt og maa tilstedes, at Præsterne flytte fra et Gjeld til et andet, uden saa er, at de komme til noget høiere Kald og Embede, end at være Sognepræst paa Landsbygden?« Sjælands Biskop svarer: «Hujusmodi cambium, liceat enim rem obsoletam obsoleto notare vocabulo, omnino non debet concedi, nisi praesidis & episcopi consilio, idqve propter singularem aliqvam necessitatem, qvam ipsi pro sua prudentia cognoscent«[1] Saa Meget er ogsaa vist, at Forflyttelser kun sjeldnere fandt Sted; thi de Præsterækker, som haves fra denne Tid, indeholde forholdsvis faa Exemplarer paa saadanne.
Mag. Jens Nilssøns Erklæring giver ogsaa et vink om den Indflydelse, som foruden Provsten ogsaa «Fogden eller Andre«, det vil sige Mænd over Almueklassen, kunde udøve paa dennes Valg. Denne har ganske vist ikke været liden; et af de følgende Exempler, vi meddele paa Valgstridigheder, vil pege i samme Retning.
- ↑ Nyeste Saml. af det Kgl. Norske Vidensk. Selskabs Skrifter, Kbhvn. 1798. S. 67. I Sverige var ogsaa den protestantiske Kirke i Begyndelsen meget ugunstig stemt mod Geistliges Forflyttelser fra Kald til andet, see L. A. Anjou, Svenska Kyrkoreformationens Historia II, S. 7.
