Skyld ikke saa lettelig slippe et Kald og strax tage et andet, eller og om der findes nogen anden Aarsag til, hvorfor det kan hannem medrette negtes, og besynderlig, om Kgl. Maj. haver meddelt nogen anden Person sit Brev og vil have hannem forsørget. Hvis det saa skulde staa hos Almuen alene og blive dennem aldeles tilstedt saa hastelig efter deres eget Sind og Samtykke at give Nogen Kald foruden videre Betænkende, da ved man ikke, hvad de skulde kunne udrette, som af Kgl. Majestæt er befalet at have Inspection og Tilsyn udi saadanne Religionshverv og Erinde. Det sættes til Kgl. Maj., om det kunde synes saa at gaa skikkeligere til, at Provsten først skulde besøge Almuen og formane dennem til en gudelig Bøn om en god, gudfrygtig Sognepræst og Sjelesørger, og han siden strax med sin Skrivelse skulde give sin superintendent tilkjende, at det Gjeld var ledigt og behøvede en Sogneprest, paa det at, hvis der var Nogen, som Kgl. Maj. formedelst sit Brev vilde have forsørget med Kald, at han da selv kunde præsentere sig og forhøre, om de vilde kalde hannem, og hvis Almuen da med skjellig Sag vidste hannem det at benegte, og de heller vilde have en anden, som dog kunde findes duelig og bekvem dertil og kjendes god derfore, saa kunde de den vel bekomme efter Ordinantsen og Kgl. Maj. Villie.«[1]
I begge disse biskoppelige Erklæringer findes misbilligende Ytringer om Sognepræsters Bestræbel-
- ↑ Danske Geh. Arch. Skab 17, Bakke 8.
