Jørgen Erikssøns Samtidige, Biskoppen i Oslo
Mag. Jens Nilssøn, fandt sig i 1585 beføiet til
at fremsætte følgende Klager over Fremgangsmaaden
med Kaldsrettens Udøvelse: «Eftersom Ordinantsen
formelder, at naar nogen Sogneprest er død, skulde
Provsten holde sig der hen til Sognet og formane
Almuen til at bede Gud om en god Sjelesørger udi
hans Sted igjen, da giver Superintendenten tilkjende,
at en Part understaar sig strax, førend den Døde
bliver begravet, eller og, der han endnu neppelig er
bleven kold udi Jorden, at tage Kald paa Gjeldet,
hvilket ofte giver stor Aarsag til Bulder og Trætte,
besynderlig dersom enten Provsten, Fogden
eller andre, som ere der nærværende, strax forhjælpe
ham til Kald, førend enten Stiftsregenten
(ɔ: Lehnsmanden i Stiftsstaden) eller Superintendenten
kan faa det at vide. Nu er Almuen gjerne saa
tilsinds, at den, som de først kalde og give Stemme
paa, vilde de have og ingen anden (som deres
Kaldsbrev det undertiden udviser), uanseet, om samme
Persons Vilkaar end kan findes saadan, at han for
Sager Skyld ikke vel maa eller kan samtykkes, enten
af den Aarsag, at han er uduelig og ubekvem
til saadant Kald, eller han er forsørget med
Kald paa andet Sted og maa for den Sags
hændt, at Almuen har forsøgt at kalde ustuderede Personer. Saaledes skal en Skomager c. 1630 have udgivet sig for Præst og fungeret som saadan et Aar i Rollag i Numedal. (L. Daae, Norske Bygdesagn I, s. 49).
