Aaret efter maatte Jørgen Erikssøn klage til
Regjeringen over en Valguorden af en ganske eiendommelig
Beskaffenhed. Almuen i et af Stiftets
Præstegjeld havde nemlig i den Grad misforstaaet
sin Ret, at den havde underslaaet sig at kalde en
Bonde til Præst. Det heder i Biskoppens Klagemaal:
«Item beklager Superintendenten sig storligen
over en Mand ved Navn Oluf Knudssøn paa
Hovde, som haver med Skjenk og Simoni villet indtrænge
sig til Evange1ii Embede, haver prædiket
for dem og uden Superintendentens Samtykke ladet
sig kalde af dennem til deres Sjelesørger,
endog han er en ganske ulærd Mand, som i
mange Aar haver været en Bonde, hvilken, efterat
han af den gode Mand Vincents Juel paa Bergenhuus
er noget sat tilrette for saadan uskikkelig Handel,
haver han siden skjeldet, dertilmed truet og undsagt,
og efterat fornævnte Bonde samme sin Skjelden
for Dom og Ret her i Stavanger haver taget
til sig igjen, og Superintendenten haver for gode
Mænds Bøns Skyld ladet denne Sag forlige, har
han, siden han med de andre Bønders Fuldmægtige
er hjemkommen af Danmark, opvakt mange Bønder
deromkring, som raabe og true Superintendenten«
o. s. v.[1]
- ↑ Brevet findes i Danske Geh. Arch. i Samlingen «Danske Kongers Historie» Fasc. 44. Jfr. Norske Rigsregistranter 2, 132. Ogsaa andensteds er det udentvivl
Familie 50 Rdlr. for paa ulovlig Maade at blive kaldet til Vanse.
