paa Menighederne have brugt sin Kaldsret, som ogsaa om de Indflydelser udenfra, der jævnlig gjorde sig gjældende ved Besættelsen af Præsteembeder, bliver alene mulig gjennem en Sammenstilling af de Vidnesbyrd, som enkeltvis ere os levnede om disse Forhold. Saadanne Exempler maa derfor her meddeles.
Den nidkjære Biskop i Stavanger Mag. Jørgen Erikssøn (1571–1604), maatte gjentagne Gange beklage sig over Misbrug af Valglovene. Ved en Synode i Stavanger i 1573 maatte han i stærke Udtryk indskjærpe det Mislige ved den hyppig forekommende Simoni. «Efterdi«, heder det, «det nogen Tid er skeet her i Stiftet, at Nogle, endog blandt Guds ords Tjenere, have fordristet sig til med Skjenk og Gave at ville kjøbe sig Evangelii Embede til og Prestegjeld at bekomme fra andre Dannemænd, som dertil rettelig efter Ordinantsen ere kaldede og bevilgede, og overgive deres egne Sogne, som til Indkomst noget ringere kunde være, da have vi herom saa besluttet, efterdi Sligt er imod Guds Lov og Kgl. Maj. Ordinants, at hvilken udi slig Simoni lader sig befinde udi dette Stift efter denne Dag, skal være afsat fra sit Kald og Embede og rømme Stiftet.[1]
- ↑ A. Faye, Mag. Jørgen Erichssøn. Chra. 1859. S. 82. Et særligt Exempel paa saadan Simoni meddeler samme Forf. i sin Bog om Peder Claussøn (Særsk. Aftr. af Skill. Mag. for 1858) S. 11–12. En Sogneprest Hr. Mads i Lyngdal havde skriftlig lovet en adelig
