der ikke holdes en Lector ved samme Skole, da er der ingen Forhaabning mere at faa Præster og Kapellaner af samme Skole, og saa fremdeles bliver den christelige Religion snart forglemt i det fattige Stift o. s. v.»[1] Præsteskabet synes i Regelen at have vaaget over Bevarelsen af dette Forhold som en Rettighed for «Stiftets Børn«. I 1558 f. Ex. klager det throndhjemke Præsteskab over Tilsidesættelse af Stiftets Indfødte, idet «Sognekirkerne blive beskikkede i Andres Hænder, som komme tilløbende,«[2] en Ytring, der tydelignok antyder, at Saadant var et Brud paa den sædvansmæssige Ret. Hele hundrede Aar senere gjentager sig det Samme. Biskop Bredal i Throndhjem (1643–72), som i det Hele var en myndig og reformatorisk Sjæl og jevnlig stødte an mod gamle Vedtægter i Stiftet, anvendte nemlig sin Indflydelse til at bevirke Kaldelsen af fremmede Candidater til Præsteembederne. Men dette fremkaldte den stærkeste Modstand, idet Præsterne erklærede, at fattige Forældre paa den Maade ikke bare tjente med at holde sine Sønner til Skole og Studium.[3]
En begrundet Dom saavel om den Maade, hvor-
- ↑ Dansk Magazin, 1 Række. 6, 296 fgg.
- ↑ Dipl. Norv. IV, 840 fgg.
- ↑ L. Evensens Samlinger (Throndhjem 1784) I. 1, 77–78; jfr. L. Daae, T.hjems St. geistl. Hist. S. 104–107. Bredal forlangte jevnlig, at ogsaa ordinerede Personer skulde underkaste sig Examen hos ham. Et lignende Tilfælde anføres ogsaa af I. Müller, Forsøg til en Beskrivelse af Jarlsbergs Provsti, Kbhvn. 1772. 4. S. 95. Se forøvrigt om Bispeexamen Lovbogen 2–3–2, Forordn. 1 Aug. 1707 og Rescr. 14 Juni 1727.
