i Norge ved Reformationstiden, nemlig skolerne i de fem Stiftsstæder.[1] Ved enhver af disse Skoler var ogsaa foruden de egentlige Lærere (Rector og Hørere) ansat en Lector theologiae. Forholdene havde altsaa i denne Henseende nogen Lighed med dem, som endnu bestaa paa Island, hvor fremdeles kun Mindretallet af de Geistlige har studeret ved Universitetet.
I Regelen dannede Disciplene fra hvert Stifts egen Skole dets Præsteskabs egentlige Stamme, og man tyede kun da til indkaldte eller af sig selv ankommende Fremmede, fornemmelig Danske, naar der, som dog ofte hændte, ikke var nok Præsteemner i Stiftet selv. Dette vil sees ved en Undersøgelse af Præsterækkerne, forsaavidt disse indeholde Oplysninger om Præsternes Nationalitet, saavelsom ogsaa af andre historiske Vidnesbyrd. Fornemmelig ere saadanne talrige for Throndhjems Stifts Vedkommende. I 1547 klager saaledes Throndhjems Biskop over Skolens Forfatning og tilføier: «Hvis
- ↑ Af disse nedlagdes Hamars Skole efter lang Tids vegeterende Bestaaen i 1602. Smaabyerne i Oslo Stift fik derimod efterhaanden hver sin ubetydelige Latinskole, der nærmest kun forberedede til optagelse i Stiftsskolerne (Skien, Tønsberg, Fredriksstad, Oddevald, Konghelle og Marstrand). En liden Latinskole anlagdes ogsaa i Jemteland. Discipelfrekventsen tiltog vistnok stærkt i Løbet af nærværende Periode. Oslo Skole havde saaledes kort efter Reformationen kun 16 Disciple, men c. 1620 fandtes der i Throndhjems Skole hele 127.
