net, og disse skulde have Fuldmagt til med Herredsprovstens Raad og Samtykke at keise og udvælge en from lærd Mand til Sogneprest«. Den saaledes Valgte skulde da, som i ordinantsen befalet, prøves af superintendenten og stadfæstes af Lehnsmanden.[1]
De her meddelte Lovbestemmelser bleve ogsaa gjældende i Norge, og den særlig norske Ordinants af 1607 medførte ingen væsentlig Forandring deri. De fik i Norge endog en almindeligere Gyldighed end i Danmark, da Privates Patronat her ved den Tid neppe existerede, og Domkapitlernes Patronat, hvorom senere, ikke i det Store taget gjorde sig gjældende.
Naar det første Præstevalg i Norge foregik efter Ordinantsens og Riber-Artiklernes Regler er umuligt at angive. I den første Tid have utvivlsomt provisoriske Tilstande været raadende. Paa de fleste Steder bleve bevislig de gamle katholske Præster staaende indtil videre, og Forholdenes Magt medførte idethele en langvarig, lidet lykkelig Overgangstilstand, som det her ikke er Stedet til at skildre. Ledige Kald bleve sandsynligvis i de første Aar nærmest ved Biskoppernes og Lehnsmændenes Omsorg forsynede med Præster, saadanne, som man
- ↑ «Riber-Artiklerne« findes gjerne aftrykte sammen med den danske Kirkeordinants. Sammenlign om Mødet 1542 L. Helveg, d. danske Kirkes Hist. eft. Reformotionen. 1ste Del (2den Udg. Kbhvn. 1857) S. 72 flg.
