agte bekvem dertil, den Kirken kan med et godt Rygte om et godt Levnet og gode Sæder forskrive til Superintendenten over samme Sted. Saa skal Kirken ved Skrivelse forskrive hannem til Superintendenten og lade hannem forhøres om sin Lærdom og Forstand. – – Udi Kjøbstæderne skal denne Rettighed være hos Borgermestere og Raad – –, om de ellers ikke vorde denne vor Ordinants og Skik misbrugendes. Og Kirken, som saa udskikker samme Person til Superintendenten, skal staa hans Tæring. Dersom samme Person, den Kirken saa begjærer, findes da skikkelig i Lærdommen, da skal Superintendenten forskrive hannem til Lehnsmanden over samme Sted, at han hannem annammer og stadfæster paa vore Vegne.«
Samme danske Ordinants’s Bestemmelser herom maatte allerede efter faa Aars Forløb modtage et Tillæg. Ved Kirkemødet i Ribe (1542) fremkom der nemlig Klage over «at menige Sognemænd, naar nogen Prest døer eller afgaar, trætte om at udvælge en Sogneprest igjen, hvoraf tit og ofte skeer, at, hvilken Person, som haver meest Slægt og Venner i Sognet, bliver valgt, hvad heller han er duelig eller lærd dertil eller ei«. I de saakaldte Riber-Artikler, der bleve affattede ved nysnævnte Kirkemøde, indførtes derfor istedetfor Ordinantsens uklare Ord om, at «de bedste af Kirken« skulde vælge, den Bestemmelse, at, naar Ledighed indtraf, «skulde menige Sognemænd strax keise syv af de ældste og agteste Mænd i Sog-
