fordi Byen betragtedes som Stifter af disse og vedligeholdt dem[1] og derfor havde nydt samme Begunstigelse, som Adelige i lignende Tilfælde.
Denne Adgang til selv under Kongens og Øvrighedens Overtilsyn at kalde Præster, blev imidlertid ikke alene Kjøbenhavn og Malmø, men Danmarks Menigheder i Almindelighed tildel, forsaavidt Kongen var istand til at indrømme det, med andre Ord, hvor ikke den nysantydede, i Danmark meget hyppige adelige Patronatsret, hvilken det allermindst dengang var raadeligt at røre ved, og som desuden udtrykkelig blev bekræftet i Haandfæstningen, var til Hinder derfor.
Den danske Ordinants af 1537 (1539) fik saaledes følgende Bestemmelser om, «hvorledes Kirkens Tjenere skulle beskikkes:
«Efterdi Præste Ordning er intet andet end en Skik udi Kirken, at kalde nogen til at tjene udi Guds Ord og Sacramenter, thi ingen skal af sig selv, uden han bliver lovlig kaldet, understaa sig den Tjeneste udi Kirken eller indtrænge sig i nogen Sogn, saa – – naar man behøver en Tjener udi nogen Kirke, skal der, før nogen udvælges, flitteligen bedes om hannem efter Christi eget Ord og Exempel. Siden skulle de bedste af Kirken, hvilke det samme behøve, paa den menige Almues Vegne med Provsten udvælge sig den, de
- ↑ C. T. Engelstoft i Theol. Tidsskrift V. (Kbhvn. 1841) S. 162.
