i Danmark, og dens første Forkyndere her havde befundet sig i en Stilling, der fuldkommen lignede de første sachsiske Reformatorers, det vil sige, de maatte nødvendigvis staa paa Krigsfod med Biskopperne, hvem Præsteembedernes Besættelse retlig tilkom og med den gamle Kirke overhoved. De nye evangeliske Prædikanter vare følgelig Fripræster, selvkaldede eller antagne af Frimenigheder under større eller mindre Medvirken af Reformationsværkets egentlige Ledere. Ogsaa i Danmark fulgtes vistnok den første Reformationsbevægelse af en voldsom politisk Storm’ Grevefeiden, men uden at der her, som i Tydskland, viste sig grovere Udskeielser paa de kirkelige Enemærker. Da Rigets to dengang fornemste Stæder, nemlig først Malmø og dernæst Kjøbenhavn, i Aaret 1536 omsider underkastede sig den seierrige Christian III, og under Forhandlingerne med ham stærkt fremhævede sit Ønske om at «mue have Fuldmagt til at udvælge dem evangeliske Prædikanter«, mente Kongen at kunne gaa ind derpaa, dog selvfølgelig under Forbehold af Stadfæstelsesret og deraf følgende Adgang til at prøve de valgte Prædikanters Levnet og Duelighed.[1] Forlangendet var derhos heller ikke uden Støtte i ældre danske Tilstande, idet nemlig allerede under Katholicismen Magistraterne i Kjøbstæderne stundom havde øvet Præsentationsret til visse Kirker, rimeligvis
- ↑ L. Helveg, Den danske Kirke til Reformationen II, 1010–1012.
