Da Luthers Optræden nødvendigvis maatte umuliggjøre enhver Samvirken mellem ham og hans Venner med de katholske Biskopper, faldt det af sig selv, at de første lutherske Prædikanter bleve indsatte paa en noget uregelmæssig Maade. Luther selv holdt i den første Tid paa, at Menighederne selv vare berettigede til at kalde og indsætte, saavelsom at afsætte sine Lærere og udviklede denne sin Mening i et Skrift af 1523. De unge lutherske Frimenigheder have derfor vistnok ogsaa udøvet Kaldelsen, skjønt visselig ikke lettelig uden i dette Punkt stadig at søge de mere fremragende Reformatorers Raad og Veiledning. Allerede meget snart maatte dog Luthers Opfatning paavirkes af Begivenhedernes kraftigt overbevisende Magt, og det først og fremst ved Bondeoprøret i Schwaben (1525), hvis Ledere netop i den første af sine tolv Artikler fordrede Ret for enhver Menighed til at vælge og afsætte sin Sognepræst. Fortsatte bitre Erfaringer, heftige Kampe og grove Misligheder forandrede snart Luthers Opfatning i dette Punkt aldeles og efter den store Kirkevisitation i Sachsen (1528) var der i dette Reformationens Moderland ikke mere Tale om Menighedsvalg. Beskikkelsen af Præster lagdes i øvrighedens Hænder, dog med Forbehold af, at Superintendenten havde befundet vedkommendes Lærdom og Levnet tilfredsstillende.
Imidlertid havde Reformationen fundet Indgang
