Side:Ludvig Daae - Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen.djvu/12

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
8

ves, vilde den i den danske Kirkeordinants foreskrevne valgmaade have været ligefrem umulig. Capitlerne vedbleve derfor i Norge at udøve disse Valg, forsaavidt som de overhovedet fandt Sted, saaledes f. Ex. i Oslo Stift 1545 og 1573, ligesom ogsaa Throndhjems Capitel i 1548 efter Mag. Thorbjørns Død fik Befaling om at vælge, men det saa sig ikke istand til at udpege nogen Candidat, hvorfor Kongen selv maatte udnævne Hans Gaas.[1] Stundom blev imidlertid ogsaa Capitlets Valg tilsidesat, saaledes 1604, da Stavanger Capitel havde foreslaaet den bekjendte Bergenser Oluf Kock. Hyppigst har det dog været Tilfældet, at Kongen besatte Superintendentembederne ganske paa egen Haand, stundom efter Raadførsel med Sjellands Biskop og Universitetets øvrige Professorer.

I 1607 fik Norge sin egen Kirkeordinants. Denne lagde Superintendentvalget i Capitlets Haand, dog saa, at de nærmeste Provster skulde tilkaldes som Deltagere i Valget. I Virkeligheden medførte altsaa dette ikke stor Forandring i de allerede før udviklede Forhold. Vælgernes Forslag blev stundom tilsidesat, saaledes 1617, da Oslo Capitel og Provsterne havde stemt paa Professor Mag. Herman Nilssøn, tidligere Rektor for Byens Skole, men Christian IV udnævnte Mag. Nils Glostrup. Endnu hyppigere besatte uden Tvivl Kongen Embederne, uden at Vedkommende havde bragt nogen Candidat til disse i

  1. Dansk Mag. 4 R. II. 77–78.