Forslag. Stundom hændte det fremdeles, saaledes som i Throndhjem 1548, at vedkommende Capitel ligefrem undslog sig for at vælge og kun udbad sig en superintendent af Kongen.[1]
Den danske Kirkeordinants fastsatte, som vi have seet, at Superintendenten skulde indvies i sin egen Stiftstad af sin nærmeste Collega. Dette synes ogsaa almindeligvis der at have fundet Sted. De norske superintendenter bleve derimod stadig indviede i Kjøbenhavn, rimeligvis fordi de personlig havde at aflægge Ed til Kongen i Danmark. I den hele Periode fra 1537 til 1814 vides kun en eneste Bispeordination at være udført i Norge, nemlig 1759, da Dr. F. Nannestad ifølge Reskript af 12te Mai s. A. i Christiania indviede den 74aarige Dr. I. C. Spidberg til Biskop i Christianssand.
Efter Souverainitetens Indførelse blev der aldrig oftere Tale om noget Valg af Bisper, men de udnævntes nu altid umiddelbart af Kongen selv.
Undersøger man Superintendenters eller Biskoppers Nationalitet i Tiden mellem Reformationens Indførelse og Adskillelsen fra Danmark, bliver Resultatet følgende:
Oslos og Hamars (siden Christiania eller Akers-
- ↑ Dette var saaledes Tilfældet 1636 i Bergen efter Nils Paasches Død; Lektoren henvendte sig kun til Kantsleren paa Capitlets Vegne med Bøn «ut ecclesiis nostris, nunc rectore orbatis, consulatur.» (Utrykt Brev fra Lector Jonas Severinus til Kongens Kantsler Chr. Friis til Kragerup i den Bøllingske Samling paa det st. kgl. Bibl.)
