„lector theologiae“, der kun fandtes ved Cathedralskolerne, samt til enkelte Lærere, der hist og her underviste i at skrive, regne, „ridse“ o. s. v. vil der senere blive fortalt.
Hvad angaar Underviisningens Gjenstande paa den Tid, da have vi allerede ovenfor berørt, at Latinen var det allervigtigste Lærefag, hvilket tilligemed Religion og Græsk saagodtsom optog den hele Tid. Men Hensigten hermed var dog ingenlunde, at Discipelen skulde tilegne sig det paa Kundskab i Grundsprogene grundede Indblik i Oldtidslivet, som vi nuomstunder ere vante til at kalde „klassisk Dannelse“; thi en saadan kan man gjerne sige existerede ikke paa denne Tid, da de Lærde med en vistnok stor Belæsthed i Oldtidens Literatur og Ærefrygt for samme forbandt en endnu større Grad af kras prosaisk Forstandighed, der ei kunde Andet end berøve dem Evnen til paa Oldtiden at anvende den rette Maalestok og saaledes maatte gjøre dem fremmede for samme. Den lærde Skole var meget mere her, ligesom i Tydskland, som G. Bernhardy siger, „eine demüthige Tochter der Kirche“, og Skolegangens Øiemed blot Tilegnelsen af den sproglige Færdighed, der var fornøden for at kunne benytte den theologiske Literatur og for med den størst mulige Lethed (tilnød ogsaa i bunden Stiil) at kunne udtrykke sine Tanker om dagligdagse, atter især theologiske Materier i en Latin, til hvis Reenhed man just ikke stillede høie Fordringer[1]. Ved det 18de Aarhundredes Begyndelse var
- ↑ Et Par Prøver paa Tidens latinske Jargon, samtlige af norske Documenter fra vort Tidsrum. F. Ex. „At blive Student“: 1. Parnassum salutare Hauniensem. 2. Pervenire in Academica Tempe. 3. Albo Studiosorum inscribi. 4. Rude scholastica donari. 5. E pulvere scholastico emergere. 6. Dignum esse, qui cum Musis
