Af hans ualmindelig raske Avancement ved Skolen,
især paa en Tid, da P. Hersleb har raadet for dette,
vil man strax slutte, at han ikke har været nogen almindelig
Mand. Dette finder man ogsaa allevegne bestyrket.
Hans senere Disciple omtalte ham i sine vitae med en
særdeles Veneration; mest Vægt turde dog Biskop Gunnerus’s
Dom fortjene. Denne kalder nemlig i sin korte
Autobiographi (Worms lærde Mænd, III, 271) Arbien
„et af de største Genier og lærdeste Mænd,
Norge har frembragt.“ Fædrelandet har visselig tabt
Meget ved hans altfor tidlige Død, der synes mig skikket
til at minde om det virgilianske Sted om den unge Marcellus,
Æneid. VI, 860 sqq.[1]
Rector Arbiens Hustru, Else Marie Arctander, der siden (1748) ægtede hans Eftermand J. P. Hersleb, overlevede begge sine Mænd længe, og døde først 16de Jan. 1800 paa Sindsen, der under hendes første Mand var blevet Rectoratets Enkesæde. Af sit første Ægteskab havde hun tvende Sønner: 1) Peter Arbien, f. i Aug. 1740,
- ↑ At A. Intet har offentlig udgivet kan vel synes underligt, men maa vel forklares, naar man tager Hensyn til den unge Alder, hvori han døde. Hvad hans Magisterdisputats handlede om, samt naar han erhvervede sin Grad, veed jeg ikke endnu. Han lader ellers til at have været en alsidig Mand og kaldes f. Ex. „en Patron og Kjender af Musiqven.“
lens Mindefest over afdøde Ole Christopher Wessel (cfr. B. Moe, Pers.-Hist. I, 259) mener han herved „at bringe hine lærde Mænds, en Arbiens og en Herslebs Skygger, hvis Underviisning han altid med Taknemmelighed erindrede sig, et behageligt Offer.“ Men at Arbien skulde have været Wessels Lærer, er en grov Feiltagelse, da W. fødtes 1 Aar før Arbiens Død.
