1715, at nære det Haab, at Hovedstaden i Norge ei skulde i dette Fald blive „ringere end den ringeste Stad her i Riget, som alle med Skoler ere behjulpne, og i hvor liden Øvrighed Frederikshald har, faa nød den dog paa Andragende Hjelp til Skolehuus, da Byen var brændt.“ I Henhold til Ovenstaaende androg nu Rasch om, at Lectoratets Indkomster maatte, ligesom skeet var i Throndhjem og Christianssand, blive tillagte Skolen til en ny Bygning, hvilket nu kunde skee, da det efter Lector Bloch, der forresten levede i Odense med Haab om at succedere en Præst der og aldrig havde betraadt Norges Grund, efter Rygtet skulde være blevet ledigt. Han tilbød sig da selv at „opvarte“ samme Embede og oplyste, at han allerede tilforn havde opvartet det, deels da Trellund var fraværende som Feldtprovst i Italien, deels senere for Lectorerne Blix og Bloch. Ved Rescript af 15le April 1715 blev da bestemt, at naar samme Lectorat blev ledigt (Rygtet maa altsaa bade været ugrundet), da skulde Indkomsterne overdrages dem, der vilde paatage sig at udføre Bygningsarbeidet, dog saa, at Bygselsummen for hvad der af Præbenderne maatte blive bygselledigt, skulde tilfalde Rasch, der constitueredes som Lector. Heller ikke dette Expedient synes at have ført Skolen videre; dog blev den efter nogle Aars Forløb forhjulpen til et ordentligt Locale, i hvilket vi i det Følgende ville aflægge et længere Besøg.
Dette nye Locale, det samme, som Skolen vedblev at besidde ligetil 1823, da den ved et Mageskifte blev flyttet til sit nuværende Sæde („Jørgen Pløens Gaard“ i Store Strandgade) – var den Gaard, som nu afgiver det Meste af Kirkedepartementes og Storthingets Leilig-
