hvilke) blev fra denne Skole dimitteret 26 Nordmænd.[1] I den senere Tid af det os her nærmest vedkommende Tid søgte ogsaa overmaade mange Nordmænd til Frederiksborg Skole, hvis Rector, fra 1730–66, den fortjenstfulde J. Schrøder (cfr. Gjessing II. 1, 2. 205 sqq.) tilforn havde været Rector i Frederikshald, samt til Roskilde, hvis Skole da styredes af den energiske og hærdede Skolemand Bernt Schnabel (Rector 1726–54).
Som bekjendt lader Holberg i Slutningen af Nils Klim denne sin Helt mellem andre Reflexioner anstille ogsaa den, at et Skole-Rectorat dog er den Stilling, som den forrige Hersker over det 5te Monarchi bedst kunde være bekjendt at indtage, saasom Rectoratet er „regiae potestatis simulacrum.“ Men det var dog kun inden Skolens Mikrokosmus, at en Rector nød denne Anseelse, thi i det større Samfund udenfor denne var hans Embede kun lidet hædret og anerkjendt. Indtil 1739 havde han ikke „Rang“, udnævntes ikke engang af Kongen, men af Stiftets Biskop, der dog gjerne lod hans Bestalling confirmere fra Kjøbenhavn af. Som Kvalification var siden 1696 fordret Magisterconferentsen, en Grad, som dog allerede før enhver Rector i større Skoler gjerne havde erhvervet. Dog maa man her mærke sig, at der existerede en stor Forskjel mellem Rectorerne ved de utallige, usle Trivialskoler og ved de
- ↑ Helsingørs Skole har ogsaa mellem sine Rectorer i forrige Aarhundrede talt to Nordmænd, Christian Ulrik Abildgaard (en Thrønder) og N. Treschow, hvorhos flere af Skolens danske Lærere have søgt og erholdt geistlig Befordring i Norge.
