rector og den øverste Hører) at gjøre, og undgik de ofte maadelige „nederste“ Høreres Behandling. En Følge heraf, at de øverste Classer i hele forrige Aarhundrede og vist ogsaa tidligere, bestandig vare de talrigst besøgte, medens derimod de laveste Lectier vare saa tyndt besatte, at i saagodtsom alle Skoler de to, stundom de tre nederste af dem vare slaaede sammen under samme Hører eller Collega. Der existerede derhos paa den Tid (indtil Skolereductionen af 1739) foruden de Latinskoler Norge havde 1814, nemlig Cathedralskolerne, tillige Smaaskoler i Stavanger, Skien, Tønsberg, Kongsberg, Frederikshald og Frederiksstad, af hvilke nogle vare analoge med vore nuværende Middelskoler og skulde dimittere sine Elever til de høiere Lectier i sit Stifts Cathedralskole, hvor Optagelse af saadanne Elever skulde finde Sted ved St. Hans Tid, paa samme Tid som Depositsen ved Universitetet.[1] Men mange unge Nordmænd droge fra Smaaskolerne (især Frederiksstads), stundom og fra foregaaende Privatunderviisning til danske Skoler, navnlig til Helsingørs, en Opdagelse, som jeg oprindelig gjorde ved Gjennemlæsningen af Ordinationsprotokollerne og Literaturlexiconnet og senere fandt bekræftet og bestemt deels i Boesens (i alt Andet end hvad angaar Skolen maadelige) Helsingørs Beskrivelse (p.160), deels i Badens Universitets-Journal for 1794, hvor den lærde Udgiver, der selv i flere Aar havde været Rector i Helsingør, oplyser, at i 20 Aar af forrige Aarhundrede (han angiver ikke
- ↑ Af Ordinationsprotokollerne m. V. synes ogsaa at fremgaae, at der gaves en Art offentlig Latinskole i Bragernæs og tillige paa Strømsø.
